Solrejsemålene, hvor danskerne får mest for pengene
Mange rejsemål er mere solsikre end Danmark. Men hvad koster det egentlig, når man først er kommet frem til solen? FOREX Solferieindeks 2026, som sammenligner over 20 førende destinationer for sol og strand, viser, at feriebudgettet rækker længere ved Atlanterhavskysten end ved Middelhavet.
– Når man sammenligner destinationerne i indekset, bliver det tydeligt, hvor store forskellene er på, hvad ferien faktisk koster. Men man kan få mere ud af feriebudgettet ved at undgå unødige omkostninger som valutapåslag, hævegebyrer og andre gebyrer, som kan gøre kortbetalinger dyrere. At have kontanter med er én måde at reducere gebyrerne på, siger Charles Nielsen, Country Manager hos FOREX.
I det populære Italien er Sicilien (65) cirka 35 % billigere end København (100 % – udgangspunktet for FOREX Solferieindeks), mens Sardinien (79) er omkring 20 % billigere end herhjemme. I Italien opkræves der desuden en turistskat, som betales pr. person og nat i et vist antal nætter. Skatten varierer mellem kommuner og kan, afhængigt af overnatningsstedets standard, løbe op i flere hundrede kroner. Skatten betales på stedet, ofte kontant.
På mange af de græske øer kan man regne med, at omkostningerne er cirka 35–40 % lavere, blandt andet på Kreta (64) og Rhodos (61). Santorini, med et indeks på 82, er en af de dyrere øer. I Grækenland opkræves der ligeledes en turistskat på overnatning på op til 15 EUR pr. værelse pr. nat afhængigt af standard.
Ser man væk fra Middelhavet, opdager man, at der findes destinationer ved Atlanterhavet, hvor pengene rækker længere. På Algarve‑kysten (59) i Portugal er det næsten 40 % billigere, mens man i Agadir (39) i det mere kontantbaserede Marokko får helt op til 60 % mere ud af feriebudgettet.
Marokko har en officiel grænse for, hvor mange kontanter der må føres ind i og ud af landet – maksimalt 2.000 marokkanske dirham (MAD) pr. person, svarende til godt 1.000 kroner. Euro accepteres ofte som alternativ valuta. Ved kontanthævninger i hæveautomater pålægges der som regel hævegebyrer, selvom der findes kreditkort på markedet uden sådanne gebyrer.
– Vores erfaring er også, at betalingsformer varierer mere mellem destinationer, end mange regner med. På flere rejsemål bruges kontanter i højere grad end betalingskort, og det er en del af ferieplanlægningen, hvis man vil undgå unødige overraskelser, siger Charles Nielsen.